Indledende forberedelser af implementeringen af Fælles Bibliotekssystem

Udbudsrunden på Fælles Bibliotekssystem er slut og KOMBIT og repræsentanter fra kommunerne gennemgår nu de indkomne tilbud.

Enkelte biblioteker forespørger på implementeringsplanen for det nye Fælles Bibliotekssystem og hvornår kommunerne kan forvente implementeringen vil finde sted.

Første skridt i retningen af en implementeringsplan er, at projektet har et endeligt tilbud fra en leverandør, og at der er indgået en kontrakt om udvikling, udrulning og drift af det nye Fælles Bibliotekssystem. Valget af leverandør offentliggøres i juni. På nuværende tidspunkt bliver de indkomne tilbud gennemgået for at finde den bedst mulige løsning af Fælles Bibliotekssystem til kommunerne.

Projektgruppen er spændt på tilbudsgivers forslag til udrulningsplaner med kortlægning af, hvordan alle de 88 tilsluttede kommuner kommer på Fælles Bibliotekssystem i løbet af 2-3 år. I forbindelse med tilslutningsaftalen med KOMBIT, afgav hver enkelt kommune et ønske om tidspunkt for overgangen til det nye Bibliotekssystem. Desuden har udrulning og implementeringsspørgsmålet været diskuteret i projektets to følgegrupper: Advisory board og Organisationsfølgegruppen.  

Diskussionen omfatter bl.a. spørgsmål som: Hvordan vi tager hensyn til de nuværende kørende systemer, således at vi sikrer en naturlig overgang i alle kommuner? Hvilken indflydelse driftsfællesskaberne har på udrulningsplanen, hvilken betydning det kan have, hvis folke- og skolebibliotek ikke ønsker at gå på nyt systemet samtidig eller i dag kommer fra to forskellige systemer, håndtering i forhold til den nuværende kontrakts udløb og hvornår den enkelte kommune har ønsket at komme på det nye system.

Når disse spørgsmål diskuteres i Advisory Board og Organisationsfølgegruppen, medfører det en række nye spørgsmål i forhold til dagligdagen ude i kommunerne, som det er vigtigt at få belyst.

Styregruppen har derfor på sit møde den 24. april besluttet at kickstarte processen og det vil derfor være et af emnerne på det Governance-seminar, projektet afholder i september 2013 for de to følgegrupper. De to følgegrupper skal diskutere hele governance i forhold til udrulning og drift af systemet fremadrettet. Herunder på hvilken måde kommunerne bedste inddrages i processen.

Ifølge projektets tidsplan skal der være en udrulningsplan klar i foråret 2014, således at man i hver enkelt kommune kan planlægge og varsle lokale it-ansvarlige og leverandører omkring tidspunktet for ens egen kommunes overgang til Fælles Bibliotekssystem.